Karrebæk Mølle er bygget som kornmølle i 1858 i typisk ottekantet hollandsk vindmøllestil med gennemkørsel og således delt jordomgang. Møllens fundament er grundmuret og udført i kampesten, og overdelen er opført i træ og beklædt med spån. Møllens hat er løgformet og ligeledes beklædt med spån og vingerne har hækværk som kan sejlføres. Møllen er udstyret med 3 store kværne, sigteværk og hejsværk men skal krøjes fra den omgivende delte jordomgang.

Det fremgår ikke med særlig tydelighed af de historiske arkivalier, hvem der var bygmesteren. Nogle antager, at datidens omrejsende specialiserede møllebyggere fra bl.a. Holland har stået for opførelsen, men det kan ligeså vel være en af datidens mange danske møllebyggere.

Møllen er beliggende på det i datiden kaldte "Humlebjerg", i nyere tids daglig tale Møllebakken, som er nabogrund til Karrebæk Kirke beliggende på Kirkebakken. Bygherren til møllen var møller, Niels Mortensen, som ejede og drev møllen og Møllegården indtil 1870, hvor han solgte til Ole Andersen.

I 1858 var de særlige forhold gældende, at den lokale mølle havde privilegium på indenfor et nærmere bestemt område at betjene de indenfor området værende bønder. Dette privilegium blev afskaffet i 1862 med indførelsen af næringsfrihed i Danmark. Om denne ændrede status for den lokale mølle var den egentlige eller blot medvirkende årsag til, at Niels Mortensen solgte møllen vides ikke, men tanken er naturligvis nærliggende.

Under Ole Andersens ejerskab malede møllen hvedemel, groft mel og gryn, såvel knækkede som valsede, samt dyrefoder til bøndernes besætninger. Det kostede dengang 33 øre at få malet en tønde korn.

Der var ikke sjældent travlt på møllen og det havde blandt mange den omkostning, at møllens kværnstene blev slidte og derfor skulle bildes en gang om måneden. En opgave, der krævede sin mand.

Den lokale Ludvig Jensen var manden, der ordnede møllens kværnstene. Efter et par dages hårdt slid fra lys morgen til mørk aften havde han rejst skærene på møllens tre kværnstene, så produktionen på møllen kunne fortsætte.

Ludvig Jensen døde i en forholdsvis tidlig alder, formentlig slidt op af det krævende arbejde på såvel Karrebæk Mølle som andre møller i det Sydsjællandske, men efterlod sig generationer, hvoraf nogle i dag bor i Karrebæk.

I Den gamle Møllegård var på daværende tidspunkt brødudsalg i stuehusets vestvendte gavl og bageri i længen mod kirken. Møllegården havde endvidere en brødvogn, der kørte rundt i omegnen og solgte brød til lokalsamfundets borgere.

Som kuriosum kan nævnes, at den sidste permanent kørende brødvogn i området ejet af Fællesbageriet i Næstved indstillede driften sidst i '50erne. og det sidste selvstændige brødudsalg i Karrebæk ejedes af Fru Thorsen, som drejede nøglen til udsalget først i '60erne.

I Møllegården var der under Ole Andersens ejerskab altid liv og glade dage og altid mad og en dram til hvem, der måtte komme forbi. Festen varede dog ikke så længe, idet Møllegården brændte i 1895, officielt af ukendte årsager. Onde tunger lader imidlertid vide, at brandårsagen skulle være lemfældig omgang med åben ild af personer i ikke udpræget ædruelig tilstand. Om Ole Andersen gik fallit på grund af branden eller omvendt fremgår ikke af de historiske optegnelser.

I 1895 overtog Anton Nielsen møllen efter Ole Andersens fallit. Han genopbyggede Møllegården i 1896 efter branden året forinden dog uden bageri og brødudsalg.

I 1907 blev Karrebæk Mølle solgt til Hans Olsen, som indtil overtagelsen af møllen var uddeler i Karrebæk Brugsforening.

I 1925 overtog Hans Olsens søn, Alfred Olsen, Møllegården med tilhørende mølle. Under dennes ejerskab etableredes motorhus for en Holeby Petroleumsmotor til møllen, således at møllen, når vinden var for svag til at drive møllens kværne, ved motorkraft med et sindigt remsystem kunne opretholde produktionen.

Grundet Alfred Olsens langvarige sygdom indstilledes møllens produktion i 1942.

Den 22. februar 1945 blev Karrebæk Mølle solgt fra Møllegården, til "Komitéen til Karrebæk Mølles Bevarelse" etableret den 18 november 1943. Komitéen bestod af 9 medlemmer, dels fra det lokale samfund, dels fra Næstved.

I 1950 købte gårdejer Lindegård Møllegården med tilhørende jordarealer. For første gang i møllens historie var således møllen og Møllegården på forskellige ejeres hænder. Dette gav, på trods af Lindegårds indirekte tilsynspligt med møllen, mulighed for at møllen kunne bruges som yndet legeplads for Karrebæks "raske drenge". Således blev møllen da også "karrebækkernes borg" og træningssted under forberedelse af de heftige og hyppige kampe mod de så forhadte "karrebæksmindere".

Om vintrene var Møllebakken et tilløbsstykke for alt, hvad der kunne krybe og gå. Her kælkede lokalsamfundets børn fra bakkens top til Møllerendens løb.

Den 11. marts 1971 overdrog "Komitéen til Karrebæk Mølles Bevarelse" møllen til Næstved Kommune. Nationalmuseet blev inddraget i 1979 og i 1981 påbegyndtes en omfattende restaurering af møllen.

Gennem tiden har Karrebæk Mølle ikke alene stået som et af landsbyens vartegn, men samtidigt været benyttet som sømærke for sejlads på Karrebæk Fjord. I 1999 blev møllen udstyret med elektronisk signalgivning, som overét med en lanterne på en båke på fjorden leder sejladsen ud af kanalen fra Næstved Havn.

Efter faderen overtog Keld Lindegaard Møllegården, som han solgte til Karrebæk Kirkes Menighedsråd i 2000.

Gården er nu jævnet med jorden for at give plads for en ustruktureret parkeringsplads for kirkens få brugere, men også med det formål at give plads for renovering af den vestvendte kirkegårdsmur.

Guderne på nabogrunden med det store tårn må tage sig til hovedet - at det skulle være nødvendigt at nedrive en kulturarv for at renovere en kirkemur. Det kan ikke undgås, at en "Gammel Karrebækdreng" oplever planlæggerne i Næstved Kommune som halvhjerner - også i denne sammenhæng.